Damaskus med Palmyra, 12. til 19. april  2010.

Kom tættere på den arabiske verden - besøg det farverige Damaskus og oplev samtidig oldtidens Palmyra og den gamle korsridderborg Krak des Chevaliers.

Besøg et arabisk land hvor kristne og muslimer lever fredeligt side om side, og hvor der både er kirker og moskeer i de fleste byer. Se den gamle by i Damaskus, som viser historien om de mange folk, der har levet her, og oplev Damaskus´ købmænd folde sig ud med de gamle handelstraditioner, hvor en kop myntete er en del af enhver ordentlig handel.

DAGSPROGRAM:

Mandag den 12. april - velkommen til Damaskus!

Efter ankomsten i lufthavnen og indkvartering på hotellet, er der velkomst med den traditionelle myntete og små syriske kager. Rejselederne giver en introduktion til Syrien og Damaskus og til vores rejse i særdeleshed. Derefter tager vi en spadseretur gennem den gamle by, hvor de første indtryk af souq´en (basaren) for  alvor byder os velkommen til Damaskus. 

Vi spiser midt i Souq´en på restaurant Leilas tagterrasse, hvorefter der er mulighed for at besøge en af de hyggeligste vandpibecaféer i byen. Der kan man nyde den mættede stemning med en myntete, omgivet af syriske kvinder og mænd, der ryger på vandpibe - og måske prøve en selv. Således introduceret til Damaskus´sanselige indtryk spadserer vi hjem til hotellet igen.

Tirsdag den 13. april - det kristne og muslimske Damaskus

Denne dag skal vi for alvor stifte bekendtskab med den gamle bydel i Damaskus. Vi vil opleve Damaskus som en by med mange religioner og kulturer side om side. Især er selvfølgelig islam og kristendommen repræsenteret - i flere varianter.

Efter morgenmaden indleder vi dagen med et oplæg om Damaskus´ brogede historie i korte rids: de kristne, sunni- og shiamuslimerne, og de mange forskellige folkeslag, der har sat deres præg på byen gennem tiderne: byzantinere, kristne, muslimer, omayyader, korsfarere, mamlukker, og ottomaner. Således rustede indtager vi den gamle by for at se både Umayyade-moskeen, også kaldet alle moskeers moder samt Sayyida-Ruqqaya-moskeen, en meget smuk og moderne shia-muslims moske. Vi går tur i den kristne bydel, hvor Paulus blev hjulpet over bymuren i en kurv for at undslippe de vrede jøder, som havde hørt, at han var blevet omvendt til kristendommen undervejs til Damaskus. Vi besøger Annanias Kapel, hvor Paulus blev døbt. Vi får også mulighed for at aflægge et visit hos Myrna. Hun er kristen og er stigmatiserende.

I løbet af dagen holder vi pause, hvor man hver især kan spise frokost og slappe af i byen. Vi spiser middag på restaurant Old Town i den kristne bydel. Inden middagen er der lejlighed til at snuse rundt i Souq´en på egen hånd. 

Onsdag den 14. april - handelsby med stolte traditioner

Handelsbyen Damaskus er ikke til at komme udenom. Byens mange markeder og basarer - souq´er- er en oplevelse for alle sanser. Der er farverige og duftende butikker, boder og værksteder bag hvert gadehjørne og de bugner af orientalske varer i alle former og farver.

Den gamle bydel er omkranset af en bymur med syv porte. Hovedgaden i den gamle by hedder på engelsk "The street they call straight" og er som navnet antyder en lang lige gade, og den er et bekendtskab værd. Vi fordeler os i mindre grupper et par timer, hvorefter vi mødes ved Bab Shargi for at gå hen at besøge et glaspusteri og et lampeværksted. Derefter er der frokost på egen hånd. Om aftenen spiser vi middag på en restaurant midt i byen, hvor vi kan opleve den meget specielle dervish-dans.

Torsdag den 15. april - arabisk arkitektur i Damaskus

Denne dag er sat af til at besøge forskellige arkitektoniske perler i Damaskus, nemlig Azem Palace, Culture Palace, Det danske Institut, den gamle jernbanestation m.v.

Vi spiser middag på en restaurant oppe i bjergene med en fantastisk udsigt over Damaskus.

Fredag den 16. april - oldtidsbyen Palmyra

Fredag og lørdag er vi væk fra Damaskus, da vi skal besøge Palmyra. Palmyra er en fantastisk oldtidsby med velbevarede ruiner. Her regerede Zenobia - kvinden som satte sig op mod romerne og underlagde sig Egypten, før hun blev besejret af romerne og ført til Rom i guldlænker. Palmyra var handelsstation på Silkevejen og var en blomstrende og rig by. I dag lever Palmyras nye bydel hovedsageligt af turismen, og vores hotel ligger centralt i den lille bydel. Efter frokost viser en lokal guide os rundt i ruinerne, før man på egen hånd kan spadsere rundt og beundre de smukke omgivelser.

Om aftenen spiser vi  en traditionel beduin-middag - mensaf- i et beduintelt!

Lørdag den 17. april - de kristne i Syrien: korsridderborgen Krak des Chevaliers 

Oldtidsbyen Palmyra er en enorm samling af rosarøde ruiner, som tager sig fantastisk ud i solopgang. Derfor er der mulighed for at ride på kameler ud til ruinerne tidligt om morgenen for at opleve skønheden og solopgangen midt i ørkenen. Er man ikke til kamelridning, kan man komme derud med vores bus.

Efter morgenmad på hotellet går turen til Krak des Chevaliers - en stor og velbevaret borg fra korsriddertiden. Vi træder ind i en anden æra i Syriens historie, og rejselederne vil komme med oplæg om den tid korsfarerne levede i Syrien. Efter frokost viser en lokal guide os rundt i borgen, der oprindeligt blev bygget til en emir. Korsridderne erobrede borgen og udbyggede den til deres formål. Tæt på borgen ligger et gammelt kristent kloster, som vi besøger på vejen hjem til Damaskus.

Søndag den 18. april - tilbage i Damaskus

Her på den sidste hele dag i Damaskus vil der være rig lejlighed til at opleve Damaskus på egen hånd. Der er muligvis en del der skal købes eller museer der skal besøges, og så er der en enestående mulighed for at besøge en hamman, en særlig mellemøstlig badeanstalt. Her kan man få ørkenstøvet ud af kroppen og få en ordentlig gang massage.

Fælles afslutningsmiddag i byen.

Mandag den 19. april - hjemrejse

Vi tager af sted fra hotellet klokken 12.30. Inden er der mulighed for at nå det man ikke nåede dagen før. 

Indkvartering: 

Damaskus: Al Madinah City Hotel.  www.cityhotel-sy.com

Palmyra: Orient Hotel.                  www.orienthotel-sy.com                                                                                                                                                                                                                     

Rejsefacts:

Vi flyver med Austrian Airlines fra København over Wien til Damaskus.

12.4.  Afgang København 7.15. Ankomst Damaskus 14.55.

19.4.  Afgang Damaskus 14.55. Ankomst København 21.35.

Der er mellemlanding i Wien med et ophold på ca. 1 time og 20 minutter.

 

 

 

 

 

Det danske hus i Damaskus
Så er der serveret!
Palmyra