Moskva, Novgorod og Skt. Petersborg, 15. til 24. oktober 2010.
De fleste danskere får nok nogle ganske bestemte indre billeder, når talen falder på Rusland. Alle voksne danskere kan huske den kolde krig, hvor billedet af vores fjende bestod i militærparader på den Røde Plads, Brezhnev, rumfart, internationale sportsstjerner m.m. Efter 1991 er det billederne af mafiaen og oligarkerne, som har stjålet billedet sammen med to ekstreme figurer på præsidentposten, først Boris Jeltsin, den bramfrie alkoholiserede type og senere den sammenbidte og mere asketiske Vladimir Putin.
I 1991 brød det tidligere så almægtige kommunistiske system sammen. Fra da af var det slut med tvungen ateisme og marxistisk ideologi. Den russiske ortodokse kirke havde haft meget vanskelige vilkår i Sovjetunionen. Tusindvis af kirker og klostre var ødelagte, ligesom mange præster var blevet sendt i fangelejre hvor mange omkom. Men efter 1991 oplevede kirken en voldsom renæssance, millioner af russere stod i kø for at blive døbt, ligesom kirker, klostre og præsteskoler genopstod. Der var et behov for at finde en ny mening og måske også for staten for at finde en ny ideologi. Under alle omstændigheder er kirkens tilstedeværelse i skolerne, i hæren, i fængslerne, i det sociale arbejde og i politik meget påfaldende.
På vores tur i oktober 2010 til Rusland er temaet den russiske ortodokse kirke. Vi understreger med det samme, at det ikke primært er tænkt som en tur for troende. Udgangspunktet er, at den russisk ortodokse kirke udgør en nøgle til at forstå nogle grundlæggende kulturelle mønstre, på samme måde som de færreste vil kunne forstå Italien, Spanien eller Irland uden at kende den katolske kirke. Den ortodokse kirke splittedes fra den vestlige romerske kirke for ca. 1000 år siden. Grækenland og store dele af Balkan, Mellemøsten og Kaukasus udgør ud over Rusland og Ukraine den ortodokse kirkes kærneområder. Den udgør således en af de tre store retninger i kristendommen, hvor protestantismen og katolicismen udgør de to andre.
FOF Nordsjælland udbyder et par foredrag inden afrejsen, hvor vi vil sætte os grundlæggende ind i den ortodokse kirkes univers og historie, ligesom der vil være foredrag undervejs på turen.Vi vil se på de idéhistoriske forskelle til vestlige kirker. Vi vil i høj grad også sætte os ind i ikonernes verden. Ikonerne udgør en særlig retning i kunsthistorien med andre æstetiske idealer og symboler.
I oktober rejser vi så 10 dage til Rusland. Vi lægger ud med Moskva. Vi skal selvfølgelig se kirkerne i Kreml, ligesom et besøg i Tretjakov galleriet med bl.a. den enestående ikon samling, er en uomgængelig del af programmet. Her findes de bedste ikoner af Andrej Rubljov, Dionisios og Feofan Grek. Vi skal også besøge en del af de kendte klostre og kirker i byen, bl.a. Frelserkatedralen, som var den mægtige kirke, som Stalin smadrede i 1930´erne og som bystyret i Moskva nu har genopbygget. Den russiske kirke oplevede også en splittelse i 1600-tallet. De såkaldte gammeltroende nægtede dengang at acceptere nogle reformer af liturgien. Mange af dem flygtede ud i det russiske imperiums randområder. I dag fungerer de som almindelige kirkesamfund og mange mener, de på mange måder minder om de reformerte og protestantiske kirker.
Næste del af turen byder blandt andet på et ophold i et kloster i nærheden af Novgorod, som ligger mellem Sankt Petersborg og Moskva. Her skal vi tage del i munkenes liv. Vi skal tage del i gudstjenester og bøn og også diskutere med dem. Vi skal se hvordan de laver ikoner, og også lære lidt om hvad hemmeligheden er ved den meget smukke ortodokse korsang. Vi skal bo i klostrets gæstefløj og spise samme mad som munkene. Det er ikke traditionel luksus, maden følger den ortodokse kalender, hvor man undertiden ikke spiser kød.
Efter Novgorod slutter vi af med 3 dage i Skt. Petersborg inden turen går hjemad.
Turen ledes af Jens Jørgen Nielsen, der ud over at være forfatter til en lang række bøger om Østeuropa også har været Politikens korrespondent i Moskva. Han er i øjeblikket i gang med at skrive en bog om Rusland med støtte fra Kulturministeriet.
