Rundrejsen 12.-20.maj 2012

Lørdag den 12. maj
Vi mødes i Kastrup lufthavn kl. 8.00 og flyver til Odessa med mellemlanding i Budapest. Vi er fremme i Odessa kl. 15.25 lokal tid.
Fra lufthavnen kører vi til hotellet – en bustur på ca. ½ time. Aftensmad på eller i nærheden af hotellet.

Søndag den 13. maj
Efter morgensamlingen er der byrundtur i Odessa, hvor vi blandt andet skal se den berømte Potemkin-trappe fra 1841. Trappen er næsten dobbelt så bred for neden som foroven og virker derfor meget længere, end den i virkeligheden er. Frokost på café i byen.
Efter frokost besøger vi katakomberne – et op til 2500 km underjordisk tunnelsystem, der spillede en vigtig rolle for modstandsbevægelsen i kampen mod nazisterne under 2. verdenskrig Aftensmad i byen.

Mandag den 14. maj
Vi checker ud af hotellet og stiller vores bagage i bagageopbevaringen. Herefter tager vi bussen til det maleriske Belgorod-Dnestrovskij, der ligger ved floden Dnestrs indsø før udløbet til Sortehavet. Her ser vi blandt andet ruinerne af den oldgræske by Tyra samt det store tyrkiske Akamanfort fra middelalderen.
Frokost på lokal restaurant.
Eftermiddag: Tid på egen hånd i Odessa inden vi tager til banegården for at tage nattoget til Simferopol på Krim klokken 19.29.

Tirsdag den 15. maj
Vi ankommer med nattoget til Simferopol, Krims hovedby, klokken 7.20. Vi kører til vores hotel i Jalta i bus – en tur på omkring 2 timer.
Efter indkvartering er der sen morgenmad på hotellet. Om eftermiddagen er der byrundtur i Jalta med mulighed for at gå en tur på den berømte strandpromenade.

Onsdag den 16. maj
Besøg på Livadia, Nikolaj 2.’s sommerpalads, hvor Jalta-konferencen i sin tid blev afholdt.
Frokost på strandpromenaden og derefter sejltur på Sortehavet. Her ser vi Livadia paladset fra søsiden og gør ophold ved den berømte restaurant Svalereden. Efter sejlturen er der aftensmad på en georgisk restaurant i centrum.

Torsdag den 17. maj
Efter morgenmaden tjekker vi ud og tager bussen til Sevastopol og Bakhtjisaraj. Undervejs i bussen fortælles om Krimkrigen og om krimtatarerne.
Vi kører langs Krims kyst og krydser Blodsletten, hvor et af Krimkrigens (1853-56) vigtigste slag fandt sted. Inden vi ankommer til Sevastopol, gør vi holdt i tatarernes hovedstad, Bakhtjisaraj. Her sætter vi fokus på mesterværkerne fra tatarernes storhedstid og oplever khanens palads, som Katarina den Store skånede, da hun erobrede Krim. Herefter kører vi mod Sevastopol, hvor vi tager nattoget til Kiev, Ukraines grønne hovedstad, klokken 18.03.

Fredag den 18. maj
Efter ankomsten til Kiev klokken 11.23, er der transfer til og indkvartering på hotellet. Efter frokost er der mulighed for at slappe lidt af, inden der er foredrag med Johannes Wamberg. Han bor i Kiev og fortæller levende og medrivende, undertiden provokerende, om situationen i Ukraine i dag.
Herefter er der byvandring i Kiev, hvor vi blandt andet ser Uafhængighedspladsen, Kievs hovedstrøg og det berømte marked, det Bessarabiske marked. Aftensmad i nærheden af hotellet.

Lørdag den 19. maj
Busrundtur til nogle af Kievs største seværdigheder – blandt andet Sofia Katedralen fra1031 og Huleklosterkomplekset, som begge er med på Unescos Verdensarvsliste. Efter frokost på en lokal restaurant besøger vi Andrei-gaden, hvor utallige gadehandlere sælger souvenirs, smykker, tøj, malerier og meget mere. Efter hjemkomsten til hotellet er resten af eftermiddagen til fri disposition.
Afslutningsmiddag på restaurant tæt ved hotellet.

Søndag den 20. maj
Formiddag: Vi tjekker ud og tager bussen til Hungermuseet og den omliggende park.
Frokost på café i byen.
Herefter transfer til lufthavnen og hjemrejse. Afgang 16.50. Ankomst København klokken 19.55 efter mellemlanding i Riga.

Ret til ændringer forbeholdes.

 

 

 

Sitemap